Landart opgave

Jeg var lidt i tvivl om hvad opgaven egentlig gik ud på – hvad begrebet landart egentlig dækkede – så jeg gik på nettet for at søge yderligere oplysninger og håbede også, at kunne finde lidt ”how-to-do”-fif der...

Jeg gik derefter ud i min have og sansede – hvad skulle jeg lave derude og hvad kunne jeg finde ud af at lave? – bestemte mig hurtigt for kun at bruge dét, der fandtes i haven – synes dét, at tilføre fremmede materialer, som intet havde med naturen at gøre, splitter begrebet landart lidt …

Havde egentlig en vild tanke, efter besøget på nettet, om at lave puslespilsbrikker i min græsplæne – men det opgav jeg hurtigt igen. Jeg gik derefter i gang med at flette nogle stængler fra en lavendel, der stod fra sidste år, men blev hurtigt klar over, at det krævede mange flere stængler end jeg havde og at jeg måske også skulle ”fæstne” flettet sammen for at det overhovedet kunne holde – så det opgav jeg pga. manglende tålmodighed.
Derefter tænkte jeg ”enkelt og simpelt” og fandt så en masse grankogler som jeg lagde i en spiral på græsplænen.
Dét gav lyst til mere, så jeg klippede nogle lange efeuranker af og formede en krans deraf – kransen satte jeg op i et træ, dér hvor stammen bredte sig i to store grene – og satte også kransen imellem en anden gren længere nede på træet.
Til sidst prøvede jeg at lave en farvet figur på en sten – det gjorde jeg ved at ligge en kagemands-form på stenen og derefter fylde den med paprika – resultatet bærer præg af, at vinden den pågældende dag var noget blæsende.

Synes, denne opgave var træls, fed, sjov og inspirerende – træls, fordi man lige skulle ha ”slået hul på den”, fed, sjov og inspirerende, fordi jeg hyggede mig med at lave det – jeg fik lyst til at lave mere langs forløbet – og det gav inspiration til at lege i naturen med naturen.

Det færdige tryk

"Trykker" processen af de graverede zinkplader

Sværten "masseres" ned i pladen og graveringerne

Overskydende sværte fjernes fra pladen

....så der kun er sværte i graveringerne

pladen presses og graveringerne trykkes ned på papir

De graverede plader

Processen var både spændende og irriterende – spændende at skulle gengive noget fra sin biotop på en anden og ny måde, men irriterende fordi det var arbejdsteknik, der var ny og uvant.

Processen

Til den anden zinkplade har jeg forstørret markeringer og hul på træet meget op, printet det ud og klippet de sorte områder ud med en lille spids saks. Jeg lagde det derefter ovenpå pladen og brugte gravør pennen som blyant og fik på den måde ”tegnet” de udklippede områder – markeringer og hul - over på pladen. Det blev faktisk meget fint – selvom det stadig ærgrer mig, at gravør pennen efterlader så tynd og fin en streg.

Processen

Jeg har taget en masse fotos af det, leget med det på pc’en – med farver, med sort/hvid, med skygger og fik sågar lavet en hel lille film med billederne af træet – meningen var at få markeringerne til at stå frem som meget, meget mørke på et print deraf.
Min tanke var så, at jeg kunne overføre de mørke områder til zinkpladen ved at tegne dem op med en skarp blyant, vende papiret om og tegne igen på bagsiden for at få blyet til at give ”aftryk” – men det duede ikke, jeg kunne intet aftryk se på pladen derefter.
Så lagde jeg printet ovenpå pladen og ridsede markeringerne op igennem papiret med gravør pennen – det gik bedre, men alligevel synes jeg ikke, det ”ligner” nok. Jeg ville gerne have haft noget, der kunne give tykkere ridser end blot den fine streg som pennen laver – prøvede med en lille skruetrækker, hvilket ikke duede og prøvede at slå på pladen med en lille hammer, hvilket heller ikke duede.

Opgave med gravering af "spor" på en zinkplade

Det store træ med hullet var grunden til, at jeg udså netop dét område som min biotop – udformningen af træet med dets hul minder mig om et træ, jeg har set i en tegnefilm sammen med ungerne engang – jeg kan ikke huske navnet på filmen, men jeg kan huske, at hullet i det pågældende træ kunne forvandle sig til et ansigt og træet fik dermed også liv og tale.
Træet som sådan er intet specielt – men markeringerne i barken og dets hul eller øje, gør det specielt, synes jeg - markeringerne minder om ældre menneskers hud som bærer præg af at have ”stået imod” mangt og meget gennem et langt liv.
Det er derfor dét træ og dets markeringer jeg har forsøgt mig med på zinkpladerne.